"Handlingen i denne kriminalfortælling er henlagt til kunstnerrestauranten ,„Ølgården", og de optrædende er en

maler med grønt hår og bøjelig parafin-næse, blød som modellervoks, en biseksuel kritiker med nellikeduft i håret, en åndelig

teosofisk darne med lange frynser på ærmerne (hun dør i ånden den syvogtyvende december, men rumsterer skrækkeligt videre i kødet både på gader og i stræder til stort besvær for de unge genier, hun kaster sin kærlighed på) og endelig jeg-personen, der høfligt, men bestemt udtaler sin dybe lede ved samtlige andre personer i bogen.



Alene for disse fire menneskeskildringers skyld bør Scherfig berømmes. Han lader maleren med det grønne hår omvende sig til afholds­bevægelsen (godt med interview i bladene, og så til Oxfordbevægelsen (lige så godt med interviews i bladene) ; han bekender, så det drøner over hele Fyn; fra makaber maler med kirkegårdsmotiver f oivandles han til patriotisk maler med forkærlighed for julesne." – Tom Kristensen