Da de hiver os op af Limfjorden, hænger vi stadig sammen. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har ligget i vandet, det er ikke til at sige, man mister ligesom tidsfornemmelsen. En uge. Måske to. Jeg ved det ikke. Retsmedicineren har også svært ved at sige det præcist. Han vil gerne have tilladelse til at fjerne håndjernene, det bliver han ved med at snakke om, det er skide besværligt at håndtere to lig, der hænger sammen på den måde.

Dig og mig ved daggry er den fatale kærlighedshistorie, som Louise aldrig fik fortalt. Før nu. Det er en historie om tilfældigheder, misforståelser, svigt og tilgivelse, og om at elske så vildt og meningsfyldt, at det er værd at dø for.